en lys dag

S: floden
T: eftermiddag
V: solskin og ikke nogen sky på himlen
O: der var ikke andet en nogen få dyr

Tasja fløj langs floden, hun lede efter et sted og slå sig ned. Hun var en vandfe det var derfor at hun ville bo tæt ved vandte. Hun landende yndefulde på jorden og så sig om der var ingen at se." denne flod må da have et vandfald et sted." sagde hun til sig selv og satte sig op af et træ for at hvile sig da hun næste have fløj hele dagen.

hayate kom løbende, han havde flere hunters efter sig. han faldt og landede i floden. da han kom op, var han den farlige dæmon Yoko. den som alle hunters jagede i flere hundrede år. yoko sprang op i et træ og tog en rose frem fra sit hår

Tasja hørte noget over på den anden side af søen og rejste sig op, hun så der hen og fik øje på en mand falde i vandte, men at han kom op igen lidt efter, og derefter sprang op i et træ. Hun satte af og fløj op over træende hvor hun kunne følge med i hvad der skete, hun ville ikke selv blandende sig i det da det ikke kom hende ved have der var skete. Hun så på manden igen, hun syntes han havde forandret sig.

rosen i hans hånd blev en pisk og han slog den mod hunterserne som der jagede ham. de blev slået ihjel på stedet. "Dumt af jage Yoko, i ved hvor mange jeg dræbte for flere hundrede år siden" sagde han koldt

Tasja fløj baglæns mens hun holdt sig for munden, hun landen over på den anden side af søen og så over på den, hun var kommet over chokket. Hun så på manden og derefter på dem der var død, hun tog mod til sig." hey, hvad laver du?" sagde hun og så på ham

vov at tale til Yoko!" sagde han. han tog sig til skulderen. han havde en pile spids i skulderen, som han ikke kunne hive ud selv. og det var tydeligt at det gjorde ondt på ham. "Hvem er du, som ikke kender til den legendariske Yoko" sagde han

" jeg hedde Tasja og komme fra en sted langt herfra, så jeg kender ikke til dig eller hvem du er." sagde hun og så på ham, hvorefter hun hurtigt så ned på sine ben, hendes fars daggert var der i nu. Hun så hurtig op på ham igen

Yoko, og skvattet jeg deler krop med hedder Hayate" sagde han og grinede, men det gjorde ondt på ham at grine.han fik en rose frem i hånden og gjorde den til en pisk, som han fik svinget om pilen, han hev i pisken for at få pilen ud. han bed sammen af smerte

du vil ikke have hjælp ?" spurgte hun og så på ham i lidt tid. Hun satte af og lande på den anden side men stadig tæt på vandte, hun så op på ham. hun holdt sig på afstand fra de død, men så så beslutsomt på dem, hun gjorde en bevægelse med hånden og en hånd kom op af vandet og tog dem med ned under vandet hvor de flød væk.

hem vil dog hjælpe mig, folk ønsker mig kun død, hvilket er årsagen til jeg ikke lader hayate være fremme, han er ikke stærk uden mig, faktisk er han meget bange, han tør ikke stole på nogen" sagde han og hev i pisken

Jeg vil gerne hjælp dig, hvis jeg må." sagde hun og så på ham, hun så sig om." du ved ikke hvor der er et vandfald?" spurgte hun noget tide efter * hvordan kan han mon bruge blomster som våben* tænkte hun

rør hverken mine øre eller min hale, så kan du hjælpe mig" sagde han og satte sig ned. han lagde nogle røde og hvide roser på jorden, og lukkede sine øjne, for at ignore smerterne i sin skulder. han ville helst have fred, men ingen stolede på ham, når han var yoko.

okay jeg skal prøve." sagde hun og kom hen til det træ han sad i, hun satte af og tog sin fars daggert frem og begyndt med at få den ud mens hun passede på med ikke at rør hans hale og øre. Hun gjorde en bevægelse med hånden igen og fik en klump vand hen til sig, hun tog sin fars daggert og vaskede den i vandet, hun satte den på plads." den er løs nu, jeg vil prøve at trække den ud." sagde hun og fik vandet rundt om den og træk den ud.

han bed sammen, og hans hale pjuskede op. "Jeg hader de hunters" sagde han. hans stemme var mere rolig og blid nu, helt anderledes end den var før. han kløede sig bag øret og vendte hoved mod hende. hans øjne var nu blide

er du okay, jeg tro pilen har gjorte noget ved dig." sagde hun og så på ham hvorefter hun lod pilespisen fald til jorden." undskylde det var ikke pænt sagt." sagde hun lidt efter og landende igen på jorden. Hendes vinder glinsende i lyset fra solen.

i førlge min mor enden jeg mistede hende, altså jeg måtte flygte. så blev yoko, som jo er en del af mig, skudt med en gift pil, som gjorde ham ond, men ikke en i flere hundrede år, har nogensinde kunne fjerne den, fordi yoko ikke har ville stole på dem overhoved" sagde han

nu er den ude og du skal ikke bekymre dig om den mere." sagde hun og smilte." nu skal du bar vise andre at du ikke er ond og jeg er glad for at kunne hjælpe." sagde hun og så sig om, før hun gik hen til floden og vaskede sine hænder

hvem vil dog nogensinde tro på Yoko, selv de gange jeg har bedt om hjælp, har ingen ville hælpe, du er den eneste som der nogensinde har hjulpet mig" sagde han og stak halen i søen, for at køle sig selv lidt ned

de skal bar lære at være mod andre som de vil have de skal være over for dem." sagde hun og så ned i vandte." viste du om der var et vandfald et sted?" spurgte hun lidt efter mens hun stadig så ned i vandte, men lidt efter på ham

ja det er der, for det er der jeg bader" sagde han og hev halen op af vandet og smed en rose foran hende og begyndte lige så stille at gå mod lyden af et vandfald, et stort et lød det nu som

hun så på rosen og tog den op, og kiggede på den mens hun gik med ham hen til vandfaldet. Hun så på ham og spurgte så." er der en grotte bage det, bare en lille en?" hun kom op på siden af ham, hun havde stadig rosen i hånden.

ja, min hule, der hvor jeg bord" sagde han kort. da de kom der hen. smed han rose blade i vandet og gik igennem vandfaldet og rystede sig da han kom ind i hulen. han hev hende med. "Hvorfor ville du vide om der var en hule" sagde han

Hun rystede sig vinger og så på ham:"fordi hvis ikke der boede nogen vil jeg, det minder min om mit gamle hjem." sagde hun og så på ham, hvorefter hun så sig om." men jeg finder et andet sted." sagde hun lidt efter og to sin arm til sig

du kan sagtens bo i min grotte, der er flere små huler i grotten, der kan bo en flok på fire" sagde han og smilede lidt. han så ud gennem vandet. "Hvis du ikke ønsker dine vinger bliver våde, så kan jeg lave en rosen paraply til dig" sagde han

okay det kan vi vel prøv." sagde hun og gik lidt længer ind i grotten." nej det er okay, har vente mig til det." sagde hun og så sig mere om, men så så på ham igen." du er den første jeg møder men hvorfor er de så søde ved fremmede?" spurgte hun og så på ham,