Lad mig ikke få en beskytter - Hayate

S: fægtelokalet
T: efter lukketid
O: ingen
V: varmt udenfor

"engart" lød det fra en spinkel krop, som stod med et sværd i den ene hånd, hvorefter hun begyndte at lave bevæglelser, og hoppe rundt omkring med sværdet. En ung pige stod i nogle tætte brune bukser, en bluse med en beskyttelse over brystkassen, så man ikke kunne se hendes bryster.
En hjelm var over hendes hoved, og der lange røde hår var sat op. Hvis nogle så hende, så ville de nOk bare tro, at hun var en meget tynd dreng, som ikke var særlig høj.
"Touché" grinede hun, og levede sig helt ind i, at hun kæmpede med en meget modstander, som var høj og virkelig stærk, muskuløs og en meget stærk mand. Hendes far ville have hun havde en beskytter, men det nægtede hun simpelthen. Ingen skulle beskytte hende, det kunne hun selv gøre!

med et blev luften kold. og yoko kom ind. han havde skjult hayate i sin krop, til han mente at hayate skulle vise sig. han så på dem der trænede og tog en rose frem og så på den. "Kvinder burde ikke træne med våben" sagde han koldt og forvandlede rosen om til et sværd

Amour lagde ikke til at luften blev kold, da hun havde det virkelig varmt allerede.
Førhen var der kommet en masse personer, som var kommet ind til hende. De alle havde troet at hun var en dreng, og havde kaldt hende for knægt. Det havde været ret sjovt, og hun havde spillet med på det.
Amour slog så hårdt i en dukke, og fik stukket den lige ind i hjertet på den. "ingen skal bestemme over mig!" snertede hun, hev den så ud, og sloges videre med en alvorlig mine, og bevægede sig helt vildt hurtigt.

han ændrede rosen sværdet om til en pisk og slog den mod dukken, så den flækkede midt over. "Kvinder.. det svageste af det svageste" sagde han is koldt. pisken blev igen til en rose, som forsvandt da han rørte sit hår med den

Amour kiggede forskrækket på dukken, og rettede sig alvorligtbop, med sværdet rettet mod denne fremmede mand. "engart..." sagde hun bestemt. "du skal ikke tro du er bedre end nogle." sagde hun alvorligt, og håbede på hun kunne vinde over ham. Hun måtte bare vinde over ham, hvordan skulle hun ellers kunne sige at hun kunne forsvare sig selv på nogle måder.

skulle jeg den ledendariske yoko, virkelig kæmpe mod en svag ynkelig kvinde, som tror hun er noget" sagde han koldt og med et havde han ti roser i sine hænder. han pustede rosernes blade mod hende, bladene blev til skarpe små knive som skød mod hende og snittede hendes arme

Amour kiggede alvorligt på ham ud gennem masken. Han kunne ikke se hendes ansigt, hvad hun var ret så glad for lige nu.
"ja jeg mener det skam alvorligt." forklarede hun med en meget seriøs stemme, og gjorde sig parat.
En grimasse kom på hendes ansigt, og man kunne se det på læberne, da hendes arme blev snittet.
Hurtigt var hun over mod ham med sværdet rettet mod hans hoved. ""jeg nægter at give op nu!" sagde hun med en alvorlig stemme, og man kunne høre hvor seriøs i stemmen hun var.

ingen kan skade mig, uden at dræbe drengen hayate samtidig. hør her svage, jeg kan se dine former, selvom andre åbenbart ikke kan" sagde han hånligt. han grinede en kold latter, men dog var der lidt varme bagerst i hans latter. han viftede med sin hale

Amour pressede spidsen af sværdet tættere på denne person, selvom hun nu mest havde lyst til at smide den fra sig i et hvin og undskylde ham helt vildt meget over den onde opførsel hun havde. Dog måtte hun manne sig godt og grundigt op, og tage sig sammen med dette her. Ingen skulle sig Ehud var en ynkelig pige.
Amour sukkede stort over det han sagde, og tog så masken af, så den lange franske fletning faldt flot ned af ryggen af hende, og ramte numsen. De grønne øjne kom frem og kiggede seriøst på ham.
"hør du forstår ikke... Jeg skal bare lære at kæmpe ordenligt!" sagde hun seriøst, og kastede så sværdet lige ind i brystet på en anden dukke. Bagefter lagde hun armene over kors og sukkede stort.

hvis du skal lære det pigebrn, så må du lære at kunne kaste dit våben uden t skære dig" sagde han og tog hendes sværd og pegede på hendes hænder. "Ellers vil du en dag forbløde mens du træner, og lad dig ikke påvirke når en mand taler grimt til dig" sagde han og smilede

Amour havde mest af alt lyst til at græde lige nu. Hun kunne ikke kæmpe, hun var for følsom, og så kunne man nemt knække en pige som hende. Hvad tænkte hun på!? Far havde nok ret i det han sagde.
Et lidt overrasket udtryk kom på hendes ansigt, da han tog sværdet, og begyndte at forklare hende ting. "jeg er ikke et pigebarn jeg er altså 16 snart 17 år." forklarede hun ham bestemt med et smil.
"jeg er nu ret nem at påvirke... Jeg må bare vise min far jeg godt kan tage vare på mig selv og ikke have en latterlig mand, som tror han kan beskytte mig og bestemme over mig." sukkede hun, men smilede så til ham igen. Hendes vrede eller andre følelser blev altid kun vist kort inden det glade ansigt kom frem igen.
"jeg er altså ikke så klodset at jeg taber mine våben. Må jeg være fri." sagde hun og tog endnu et sværd op.

undskyld" sagde han og rakte hende sværdet. han så på dem der stirrede. han fik sin rose om til en pisk og slog den ned i jorden foran dem. "LAD VÆRE MED AT STIRRE PÅ MIG!" råbte han rasende

Amour smilede glad op til ham med et svagt grin. "det gør ikke noget, jeg er så vandt til at drenge tror jeg er lille, svag og følsom. Altså det med følsom er nu rigtigt nok..." sagde hun og kløede sig tænkende i nakken. Bagefter grinede hun svagt af det, og stillede sig på den ene fods tåspidser og hænderne holdte kjolen blidt med et skrå hoved.
Da drengen blev meget vred, lagde hun blidt sine hænder på hans ene arm, den som holdte i pisken. Med store øjne kiggede hun op på ham med et virkelig nuttet udtryk. "Hej slap af... Det går nok alt sammen." sagde hun venligt, og viftede dem så væk, hvorefter alle løb bange ud af lokalet på grund af ham.
"du burde lære at slappe lidt mere af med din vrede." sagde hun venligt til ham med et smil på læben, to var slet ikke påvirket over den måde han var på.

jeg prøver, men folk stirre altid fordig jeg er Yoko, selvommit navn er Hayate Yuko Kurama" sagde han trist. han fik rose pisken i sin hånd til at visne. han sænkede sine øre og dækkede kort sit ansigt med sin hånd

Amour kiggede på ham med et hævet øjenbryn og et uforstående blik. "hvad en Yoko?" spurgte hun nysgerrigt, da hun ikke anede hvad det var for en person. "burde jeg da vide hvad sådan en er?" spurgte hun ham blidt med et venligt smil.
Amour forstod ikke hvad han lavede med at skjule sit ansigt. Han blev jo ikke ligefrem usynlig af hvad han lavede. "du ved godt jeg stadig kan se dig ikk?" spurgte hun nysgerrigt, med den ene hånd op til munden, og den anden hånd ud for brystkassen, og plegede lidt over det der skete.

yoko, den legendariske Warlock, som dræbte flere tusinder af væsner for flere hundrede år siden, yoko er mig, men jeg er også warlocken Hayate, derfor blev jeg døbt Hayate Yoko" svarede han og kløede sit ene øre

Amour kiggede nysgerrigt på ham, da han forklarede det med en Yoko. "beklager, men har aldrig hørt om Yoko før..." sagde hun venligt til ham med et lidt undskyldende smil, og man kunne se, at hun ikke havde det så godt med, at han var så berømt, og hun s ikke kendte ham.
"Hayate... Vil du ikke lære mig at kæmpe, så min far ikke får ret, og må vinde." spurgte hun ham håbende, og lavede et ansigt som passede perfekt til. Hænderne foldet sammen, og kæmpe øjne.

jeg skal nok lære dig lidt, jeg bruger jo mest min plante pisk" sagde han, og brugte en rose som elestik, som holdt hans hår i en hestehale. han fik en rose om til et sværd. "Skal vi begynde, bare du ikke kalder mig yoko, så jeg glad" sagde han

Amour smilede stort, og kom med et lille hop og klap i bar glæde. "tak tak tak tak tak tak tak tak tak tak tak tak tak tak tak tak tak." sagde hun glad, og krammede sig godt ind til ham med et lille grin.
Ivrige nik kom så på hendes hoved. "selvfølgelig Hayate! Jeg skal nok lade vær end at kalde dig det." sagde hun vildt glad, og man kunne tydeligt se hendes glæde lige nu.
Hurtigt var sværdet oppe i hendes hænder, og hun gjorde sig klar til hvad som helst lige nu. Hun skulle endelig lære at fægte, og så kunne hendes far droppe den latterlige tankegang.
Han ville nok bare blive pænt gal over, at hun havde fået de skrammer på armene, men det havde hun nu ikke taget så tungt, de forsvandt jo igen hvis hvilke ødelage såret om og om igen.

han tog en rose med sølv blade og pustede bladene på hende. sårene forsvandt og kom over på hans krop istedet. "Sådan, så har du ikke sårene fra kniv roserne" sagde han og så flovt ned.

Amour kiggede nysgerrigt på den rose han tog frem, pg kiggede så ned på sine arme, da arrene forsvandt fra hendes arme. Store øjne kom, da de forsvandt. Hvor var det dog sejt, at han kunne det.
Så kiggede hun over på hans arme, og tog hurtigt fat i den ene af dem. "nej du må da ikke skade dig selv! Desuden så gør det ikke noget, jeg var selv ikke særlig sød." sagde hun, og fik løftet hans hoved lidt, da de så hinanden i øjnene. Så smilede hun varmt til ham imens.

jeg burde ikke have skadet dig ved at bruge kniv rosens blade mod dig, selvom det er en rose, så er den farlig" sagde han. hans øre var sænket lidt. ved at han så i hendes øjne, kom en rød glød over hans kinder. han rystede på hoved for at skjule det, for han vidste ikke hvad det kom af. var han ved at blive syg, eller hvad var det der gjorde ham rød over kinderne

mour viftede med den ene hånd over det han sagde. "Skidt pyt, ting sker, og det kan man ikke ændre på når det er sket. Jeg er bare glad for, at du er faldet lidt ned." sagde hun venligt til ham med et glad smil.
Amour kom til at nusse hans øre blidt, selvom det nu ikke var meningen. Hurtigt hev hun hånden til sig, og gik meget lidt bagud. Imens kiggede hun så ned i jorden med røde kinder. Hvorfor skete det her egentlig? Det var da monster irriterende.
""n-nårh skulle vi fægte?" spurgte hun så lidt efter, da den tavse akavet stilhed var virkelig pinlig.

du..du rørte mig bag ørene" sagde han og rystede på hoved, for at lade være med at være rød i hoved. han tog sit sværd, men rakte hende en smuk sølv rose. Han tog en anden rose i sit hår og gjorde den til et bånd om håret

Amour rødmede stort over, at han lige skulle fortælle hende det. "D-det må du altså u-undskylde Hayate..." sagde hun svagt, og kiggede længere ned i jorden imens hun gned den ene fod op af bagbenet på det andet ben. "Det sker ikke igen." hviskede hun så svagt, men havde nu mest lyst til at gøre det igen, da de var rart så bløde at røre ved.
Amour kiggede på den sølvrose hun fik i hånden, men anede ikke hvad hun skulle gøre med den, da hun allerede stod med et sværd i hånden. "Hvorfor går du rundt med alle de roser?" surgte hun nysgerrigt, og rakte ham den så tilbage igen.