Mødet- amour - privat (xxx)

tid: sen aften
sted: By parken
vejr: regn
omgivelser: ganske få.

Hayate sad under et træ. han havde fundet en måde at styre yoko. han skrev alt det ned, som fik yoko frem i ham. men hans tanker var et helt andet sted. han så mod himlen og så et par der kom gående. han lstede sig ind på dem og ville angribe, men så at der ikke var god kemi mellem paret, så han rakte manden en rose uden at pigen så det

Det regnede... Suk! Hvorfor skulle ALTID regne når hun var ude på arbejdet? Var det fordi hun havde gjort noget forkert eller hvad?
Amour havde taget sin korte sorte kappe med hætte på over sig, så regnen kun kunne ramme hendes ben, og ikke arme. Inden under den var der en hvid skjorte, med ærmer, som gik til albuerne, ud over den var der et rødt korsage med et kort skørt på- Håret var sat op i franske rottehaler, sammen med et pandebånd med en hvid rose på i den ene side. Fødderne var også bare, da det kun var når hun trænede, at skoene var på.
Amour stillede sig så under et træ, og lænede sig opgivende op af den. Hun lagde så mærke til en dreng, og smilede lidt. "Jeg håber ikke det gør noget at jeg står her." sagde hun med lukkede øjne og et smi på læberne.

det okay frøken" sagde han og smilede. han så på nogle roser, som blomstrede foran hans fødder. han gik uden sko, så hver en sten han jokkede på gjorde ondt. han gned kort sin ene fod og fjernede en meget skarp sten fra den. "Hvorfor ordner de dog ikke de sten huller i vejene" sagde han stille

Amour rynkede lidt brynene, da hun syntes, at have hørt den stemme før, men kunne ikke lige sætte et andsigt på det, hvad der irriterede hende grænseløst.
Blidt vendte hun hoved mod ham, og smilede over, at se hvem det var. "Det er ligesom akupunktur Hayate." forlarede hun ham venligt, og satte sig så ved siden af ham. Der var faktisk en, som heller ikke gik i sko lige som hende, hvor perfekt var det lige? "Hvordan går det?" spurgte hun ham venligt med et bredt smil.

det føles som at gå på knive" sagde han. hans fødder blødte slemt. han så på hende og smilede stille. men smerten i hans fødder var ved at være for meget for ham. han ville heller hjælpe folk, end at skade nogen

Amour smilede venligt til ham, og var faktisk virkelig glad for, at de sad sådan sammen igen. Det var veroligende at sidde ved siden af ham igen nu.
"mine fødder klare det nu" sagde hun tænkende, og rakte sine fødder frem, så man kunne se, at de så meget flotte ud, selvom hun gik på sten komånstant. "men det er nok fordi jeg kontrollere natur.." sagde hun tænkende, og satte sig så ved hans fødder.
Roligt tog hun hans fødder op på sit skød, og begyndte at proppe nogle urter på dem, og bandt dem så lidt ind. "det svir måske lidt i starten, men det er forsvundet i aften af det." forklarede hun roligt, og smilede under det hele.
"måske du skulle begynde at gå med sko hvis det bliver ved sådan her." sagde hun venligt til ham.

han bed sammen da det sveg på ham. "Hvorfor hjælper du mig dog, folk frygter mig jo" sagde han trist. han så på hende. det forvirrede ham, at hun ville hjælpe ham. han havde jo ikke oplevet venlighed fra andre før, han havde kun oplevet had fra alle han havde mødt

Amour kiggede lidt undskyldende på ham, da det virkelig så ud til at svig. "beklager, men det går ti gange så hurtigt som med andre salver." forklarede hun ham undskyldende, og gnubber lidt hans fødder, så salven kom længere ind i såret. Det ville hjælpe hurtigere end alt andet skrammel.
Amour kiggede op på ham med et smil på læben. "frygter dig? Ja du har lidt problemer med dit temperament, men ellers er du utrolig sød." forklarede hun med et lille genert smil.

du har sikkert ret, men det er svært, når folk ser mig som ond" sagde han og så en lille pige som rakte ud efter en meget tornet rose. han tog en rose frem og smed den hen til pigen. hun så på ham og løb så hen og krammede ham. "Søde yoko" sagde hun. han smilede. "Hold dig fra de meget tornede roser, de er giftige" sagde han.

Amour kiggede overrasket op på ham. "ond du er da ikke ond! Du er da en af de sødeste jeg har mødt... Hvis du er ond... Så må jeg være sindssyg siden jeg føler mig så tryk ved dig." sagde hun med lidt mere røde kinder.
Da barnet kom smilede hun drømmende, og så det så løbe væk igen. "det er vidst ikke kun mig, som kan lide dig... Du ville blive en god far Hayate." sagde hun og rystede så på hoved, da hun hørte hvad hun selv havde sagt.
"øhm.., jeg mente... Eh..." sagde hun lidt flovt, og satte så hans fødder ned på jorden igen.

han rødmede over det hun lige havde sagt. "Måske...en dag....men hvem vil dog have mig som en far, eller som en mand" sagde han og rødmede meget. han rystede den tanke ud af hoved. *Jeg vil ikke kunne blive det, hvem vil falde for mig* tænkte han og blev mere rød over kinderne

Amour slog sig selv i tankerne. Hvor var det dog dumt sagt af hende. "jeg tror der er en del børn, som gerne ville være dit barn." sagde hun venligt til ham, med hoved let på skrå og et virkelig varmt smil på læben.
Amour satte sig så over ved siden af ham, med armene om sine ben. "Hayate... Tror du, at du kunne gøre mig en tjeneste? Bare en lille bitte hjælp?" spurgte hun og håbede virkeligt, at Hayate ville hjælpe hende.

ja da, du hjalp mig, og jeg vil da også hjælpe dig, så bare sig hvad jeg skal gøre for dig" sagde han og så på hende, med et varmt smil. han strøj en hånd ned af hendes kind. for hun havde jo hjulpet ham meget, så han ville da med glæde hjælpe hende

Amour smilede virkelig glad til ham, da han gerne ville hjælpe hende. Blidt nussede hun sin kind mod hans hånd. "jeg har da ikke hjulpet dig så meget... Det er en nem creme alt lave." sagde hun venligt, to rakte ham så en krukke med cremen i.
Bagefter gemte hun sit hoved på knæene.
"altså min far har en idé om at finde den stærkeste kriger, så en del drenge skal slås for at vise min far hvem der skal være min beskytter. Og den der vinder må også tage mig til ægte. Da jeg kom hjem fra vores første møde forlangte han at få det hele af vide, og da jeg så forklarede ham om dig... Ja... Øhm Eh... Han tror vi er kærester nu, og forlanger at se dig. Så om du kunne hjælpe mig med hvad jeg gør ved det. Jeg vil ikke have han finder en kriger eller ægtemand til mig." forklarede hun. Og man kunne høre det var første gang hun fortalte det til nogle.
"undskyld." mumlede hun så med røde kinder, og kiggede så undskyldende op til ham.

du vil altså have at jeg spiller din kæreste?" sagde han. for han skulle lige forstå den helt, eller om han misforstod det. "Hvornår vil han da se mig, og hvorfor fortalte du om mig,?" sagde han lidt forvirret og lagde håret over den ene skulder

Amour rødmede stort Voer det han sagde. "altså du må hjælpe mig til at finde ud af hvad jeg skal gøre med min far. Han tror du er min kæreste, og har sat "legene" på pause på grund af det her. Jeg vil ikke have han sætte dem igang igen..." forklarede hun ham med virkelig røde kinder, da han jo så måtte spille hendes kæreste, hvad hun faktisk ikke ville have noget imod, men han kunne jo ikke lide hende.
"han vil se dig så hurtig som muligt." sagde hun og pikkede sine pegefingere mod hinanden. "min far forlanger at vide alt jeg laver, især fordi et af mærkede ikke chateau forsvundet." forklarede hun og viste ham det ene glemte ar. "og jeg kom også tre timer forsendt hjem." mumlede hun så bagefter lidt tænkende.

hvorfor lade som om, hvis du vil kunne vi da blive det" sagde han og smilede charmerende. for han kunne rigtig godt lide hende, og ville overhoved ikke have noget imod at være hendes kæreste. for hun var nu en meget smuk pige, og hun dugtede jo godt.

Amour stirrede overrasket ud i luften over hans ord, og smilede så genert ned på sine knæ med røde kinder, og hænder, som legede genert med håret. "øhm.. Eh..." var det eneste hun kunne svare, men nikkede dog for at give ham et svar. Hun vidste bare ikke hvordan man skille svare på sådan et spørgsmål som det der.

han smilede. men hans hale strittede. han blev flov over det, og havde mest lyst til at bide sin hale af, for at få den til at stoppe med at stritte sådan. han sukkede lidt og for efter sin hale. men blev rundtosset af det og faldt på rumpen. "Alt snorre" sagde han og lagde sig ned

Amour sad helt stille, med fødderne helt ind til sig, røde kinder, et genert udtryk. Hvad gjorde man så nu? Var de så overhoved kærester nu eller hvad?
Hun kiggede virkelig overrasket på ham, da Hayate begyndte at lbs efter sin hale. Da han så endelig lå ned, grinede hun blidt, og satte sig så ovenpå hans mave med hænderne blidt på hans skulder. "skal jeg stoppe snorretoppen?" spurgte hun venligt, og lænede sig lidt tættere på ham.

ja tak" sagde han og tog sig til hoved, for alt snorrede for ham lige nu. han så på hende og kærtegnede hendes kind. han smilede lidt, og så ind i hendes øjne. han var godt rund tosset, hvilket gav ham kvalme. hans hale pjuskede stadig, men han vidste ikke, at der var en stor knude i halen

Amour grinede stort over den måde han var på, og nød virkelig meget at se ham så rundtosset. Blidt nussede hun sin kind mod hans hånd, og tog så begge hans hænder om bag hendes nakke. "lad mig se hvad jeg kan gøre." sagde hun venligt, og lagde så sine hænder på hans kinder, inden hun kyssede ham i lang tid med lukkede øjne.
Hun håbede lidt, at det kunne hjælpe, da hun ikke ville stoppe med at kysse ham.

han rødmede og holdt kysset. han lagde armene om hende og holdt hende meget tæt ind til sig. han lagde hende ned i græsset og kyssede så hendes hals og smilede. hans halelogrede, hvilket han ikke selv så. han så kun på hende, og han var kun hendes, og ingen andens.

Amour nød bare kysset endnu mere over, at de to var sammen nu. Så var der ikke noget forkert i kysset. Det hele var bare så vidunderligt, og hum kunne ikke lade vær med at kysse ham flere gange, og lagde sig på ham i stedet for at sidde på ham.
Amour grinede list over, at de blev vendt om, og strakte så sin hals for ham imens hun legede blidt med hans baghår.
Blidt tog hun så fat i hans hale, og lod den glide rundt mellem den ene hånd, men lod den anden hånd blive i hans hår.

han rødmede. men han nød det. han kyssede fortsat hendes hals og kyssede hende ømt og længe på munden. han hørte en hånd igennem hendes hår. han blev fortsat ved med at logre med halen. han så ind i hendes øjne