Slave Yoko - Amour - privat

Amour kiggede alvorligt på ham, da han fortalte om hvordan Yoko havde dræbt. "søde skat man dræber ikke uden en grund. Selv psykopater har en grund til de dræber, deres er bare sindssyge, men de har en grund." forklarede hun blidt, og kiggede overrasket på Yoko, da han pludselig kom og fortalte. Roligt kiggede hun over på Hayate igen. "så du ville ikke dræbe nogle hvis de havde slået mig og Hayao ihjel?" spurgte hun blidt og tog hans hånd i sin.

så du hævnede dig" sagde hayate og så på yoko. yoko nikkede. "Jeg dræber alle som der krummer et hår på min familie hayate, hvis du var modig ville du gøre det samme" sagde yoko. hayate blev vred over at yoko kaldte ham for en kujon

Amour himlede med øjnene over Yoko, og tog sin skats hånd i sin "Yoko stop det vås. Hayate er en mand. Uanset hvad du siger." sagde hun og kyssede så Hayate på munden i lang tid for at vise hun mente det.

hvordan er han det amour, han hævner ikke en gang den vanære hans familie gav ham" sagde yoko. "Hør her yoko, mor endte mig bordt for at redde mig fra onkel" sagde hayate. yoko himlede med øjnene. "Hvis jeg ikke var sendt bort, så havde jeg aldrig mødt min elskede amour" sagde hayate

Amour sukkede lidt over ham. "man behøver ikke at tage hævn Yoko. Hvid msn gør det, hvad skulle det så gøre godt for?" spurgte hun venligt til Yoko med et varmt smil.
Et lille fnis kom så fra Amour, da de søde ord kom om de to havde mødt hinanden. "det er rigtigt nok. Så havde jeg aldrig mødt den mest vidunderlige mand i hele verden." sagde hun glad, og kiggede forelsket på Hayate.

hayate rødmede og uglede sit hår. "Det er underligt at en mand rødmer, det vil jeg aldrig gøre. hayate tag dig sammen" sagde yoko snerrende. hayate så irreteret på ham. "Du er sku da også pisse kold yoko, hvotfor kunne du ikke være glad" sagde hayate. "Hvad har jeg at være glad og lykkelig for, jeg er en knust mand" sagde yoko koldt

Amour lagde armene over kors og kiggede surt på dem. "der er ikke noget i vejen med at en mand rødmer, det er tvært imod sødt. Og fordi man ikke er lykkelig, så behøver man ikke at vise det frem." sagde hun alvorligt. "vil i to virkelig have, at jeg bliver sur på jer? I lyder som to brødre som anklager den anden for at have taget sit legetøj." sagde hun mere strengt.

hayate sænkede ørene. "Se du er selv pivet når amour hæver stemmen" sagde yoko koldt og så på himlen. han syntes hayate var svag. hayate så på amour. "Er jeg svag?" sagde han usikkert. han ville helst ikke være svag, for så kunne han jo ikke forsvare.

Amour sukkede og gemte øjnene i den ene hånd. Bagefter kiggede hun arrigt op på Yoko. "jeg er aldeles ikke bange for dig Yoko, så du kan lige vove på at pisse mig af!" sagde hun med en virkelig vred og høj stemme. Man kunne tydeligt høre på hendes ord at hun på ingen måder frygtede ham. "hvor ville jeg skamme mig hvis jeg var din kone Yoko." sagde hun så køligt. "Hayate har aldrig fået lov til at kende andet end folks had på grund af dig, jeg er ikke bange for dig, og jeg har tænkt mig at vise Hayate folks kærlighed når du ikke har ført andet end had med dig!" sagde hun vredt, og skubbede så til Yoko "Hayate er ikke svag. Han har bare aldrig fået kærlighed."

yoko så væk. "VOV PÅ AT NÆVNE AMIRA; DU VED IKKE HVORDAN DDET ER AT MISTE ALT, BARE FORDI DU ER YOKO!" skreg yoko. tårerene løb ned af hnas kinder. "Søde jeg tror du lige knækkede ham" sagde hayate. "FINt, den dag jeg fjerner mig fra hayate er han død, jeg kan kun fjernes hvis amira lever" sagde yoko med gråd i stemmen. amour havde knækket ham helt

Amour kiggede alvorligt på ham. Hun havde åbenbart knækket Yoko helt igennem nu. Hun kendte hans svaghed nu. "tror du ikke jeg ved noget om det! Hver gang jeg har fået nogle venner eller noget er jeg blevet flået væk fra fem! Min mor har prøvet at dræbe mig i ens jeg var vågen! Hvis det ikke var fordi Lavande havde bidt i hende, så havde jeg været død i dag!" skreg hun ham lige i hoved, og var fuldkommen ligeglad med at han var knækket. Han skulle forstå. "og så vover du alt kalde Hayate for svag? Tænk på dine egne følelser før du Begynder at anklage nogle." sagde hun så lidt mere roligt ud.
"Yoko... De eneste du kan have rigtig tæt på dig er Amira, Hayate og mig. Så lad vær med at opføre dig som om du ingen følelser har. For det har du jo." sagde hun blidt, og nussede hans arm blidt.

jeg misunder bare hayate, han har dig, han har opbygget et liv.. noget jeg ikkekunne" sagde yoko grædende. hayate så hadefuldt på ham. men han forstod ham også godt. han vidste hvor svært det var at opbygge et liv. "Det ville være lettere hvis du ikke var så kold over for alle du mødte" sagde hayate

Amour kiggede blidt på Yoko med et blidt smil. "det kan jeg godt forstå. Men tænk nu hvis du var sød overfor Hayate. Så ville du opbygge et godt venskab og liv med Hayate, og så ville jeg heller sikke knække dig. For hvis du pisser mig af, eller gør Hayate ked, så går jeg efter det, som såre dig mest, selv hvid jeg ikke ønsker at såre dig. Så hvad med at slutte fred med Hayate og sige undskyld?" spurgte hun blidt.

somom han vil godkende en undskyldning fra mig" sagde yoko. "Yoko hvad hedder du enlig til efternavn?" spurgte hayate. yoko så overrasket på ham. "Jeg hedder Kurama" sagde yoko. hayate stivnede. hvordan kunne yoko hedde kurama, ligesom hayate

Amour smilede varmt til ham med et venligt blik. "det er fordi han ikke forstår dig søde. Hvis han forstår dig virkelig godt, så vl han det." sagde hun venligt, og kiggede overrasket på Yoko. "ligesom Hayate." sagde hun stadig lidt i chok.

det har du ret i, men hvordan kan det lade sig gøre" sagde hayate og yoko i kor. de kløede sig endda begge bag det venstre øre, uden at opdage det. de så på hende. og så så derefter på hinanden, når de stod overfor hinanden lignede de hinandens spejlbillede

Amour stillede dem op af muren og kiggede meget nøje på dem imens. "altså den eneste forskel på jer er hårets farve, ellers gør i alt ens, ligner hinanden, og har det samme efternavn. Enten er det far og søn eller søskende... Hvornår er i født dato og tid?" spurgte hun nysgerrigt.

2. november, kl 16.30" sagde de i kor og så på hinanden. da de sagde fødselsåret, var det også det samme, og det samme med hospitalet. de så endnu mere overrasket på hinanden. hvordan kunne de dog være så ens

Amour klappede i hænderne med et stort grin, og hoppede så lidt med et hvin. "i to er tvillinger! Tænk jeg ikke så det noget før!" grinede hun varmt til dem, og nussede deres hår så det blev lidt uglet.

sludder" sagde yoko. "Nævn din mors navn" sagde hayate. "Jyi kurama, gift med yikono kurama" sagde yoko. hayate røj på røven. "Okay, du har ret amour, yoko og jeg er tvillinger, han nævnte lige mine forældre" sagde hayate helt hvid i hoved

Amour gispede da hendes elskede faldt ned på jorden. Hurtigt sad hun nede ced ham og smilede. "jeps jeg har som regl ret skat." sagde huj med et grin på læben. Blidt kyssede hun sin skat på munden. "bare fordi jeg er homonforstyret, så kan jeg godt tænke." sagde hun glad, og puttede Hayate ind til sig.

men hvis vi er tvillinger, hvordan kan han så leve i min krop" sagde hayate noget forvirret. yoko tænkte. "Det sidste jeg husker er en ulykke, mere husker jeg ikke" sagde yoko og forsvandt så. hayate sukkede. "Yoko skammer sig vist, eller så er han bange" sagde hayate

Amour nussede blidt Hayate, og kiggede så venligt på Yoko. Tænk de var tvillinger. "så lad ham gemme sig lidt. Vi finder alligevel ud af det, og det nytter ikke over at vi presser ham til noget som helst." sagde hun venligt.

det undre mig lidt, at jeg aldrig har vidst at jeg havde en tvillinge bror, jeg har aldrig kendt til det" sagde hayate og kløede sig i nakken. det forvirrede ham. han kunne ikke fatte at ham og yoko virkelig var tvillinger. det var underligt at tænke på

Amour krammede blidt Hayate ind til sit hjerte, og nussede hans hår blidt. "det må være noget der har gjort, sådan så du ikke kan huske det, og det samme med Hayate." forklarede hun roligt til ham med et varmt smil, og kyssede ham så på munden.