Genforenet . Hikana - privat

tid: sen aften
sted: skoven
vejr: irl
omgivelser: masser af Hayates roser

Hayate sad under et træ. han tænkte på hvordan han var blevet afvist af sin familie, da de fandt ud af han også var den legendariske yoko. han sukkede, for han savnede dem. især sin søster hikana. men hun var jo spæd da han blev sendt bort. så hun vidste sikkert intet om ham. han sukkede og så på den rose som han havde i hånden

Hikana var vokste op uden sin familie. Og uden den storebror hun holdet af hendes onkel havde holdt hende, som slave siden hun var 6 år og får gangen få uger siden avr hun blive befrit. Af nogen søde mænd som havde hørt hende skrig af smerte da hendes onkel tæve hende, igen som han altid gjorde når han kom fuld hjem hikana bare på sin fars gammel. Men gode våber hun havde lært at brug den

hayate sang kort, den sang han havde sunget for sin lillesøster hikana da hun var spæd. roserne vuggede fra side til side som om de lyttede til hans sang. "Selv hvis jeg så hende vil hun ikke kunnekende mig, far og mor har sikkert snakket om Yoko med foragt" sukkede han trist og smed en rose på jorden

Hikana huske en del om sin bror. Som var den eneste som stadig væk var i live hun satte sig ved en lille å, og om hendes hals hang den halskæde hun havde får af sin bror da hun var spæd. ind i den var den seng som Hikana havde får at sin storebror da hun var ganske lille, og det var ikke sikkert at han viste at deres familie var blive sloge ihjel for 8 år siden.

//nu vi vist uenige, min ide var at de holdes i skjul for onklen//

hayate gik hen til den samme år og satte sig på knæ der ved og vaskede sit ansigt. han tog en rose frem og lagde den i vandet. "Hikana hvordan mon du lever nu.. bare ikke onkel har bildt far og mor mere ind, hvilket var grunden til mor sendte mig væk, for at onkel ikke rørte mig" sukkede han trist

Hikana sad med deres mors hape i hånden. Og spille stille for sig selv uden at vide at hendes storebror var i nærheden, hendes sind var forander efter det som deres onkel havde gjordt, den gang Hikana begyndte at græde hvor hun dog saven sin bror så meget at. hendes hjerte bar ved at briste af sorg over at hun ikke viste hvor han var henne




// alser Hikana blive tag som slave da onklen slog deres forælder ihjel //

//hvad med han slår faren ihjel, far faren er jo en trusselpå grund af yoko, som både var en del af faren og en del af hayate, men det er deres mor jo ikke, hun kan jo være fanget//

hayate så harpen. "Undskyld men den harpe, hvor har du den fra" sagde han. for den mindede ham om hans mors harpe. han havde på fornemmelsen hans far var død, men han kunne ikke fornemme sin mors død, eller sin søsters.

" ååh den her. Jeg fik den af min mor før vi blive slikdt af min far er død og jeg lede efter min storebror " sadge Hikana, og så på ham med sin smukke brune øjen hun linde sig selv også selv om. hun var 14 år linde hun stadig sig selv fra da hun var spæde og hun var det armbånd, hun havde får at sin bror den dag hun var bliven født

hvad hedder din bror frøken?" sagde han og hev en rose ud af sit hår. han smed den i vandet og lagde sig ned. den harpe mindede ham om hans mor. han så hendes armbånd. *jeg må drømme, det ligner det jeg gav hikana* tænkte han og kløede sig bag øret

" jeg kan ikke rigtig huske det. Jeg var stadig væk meget lille da min bror bliv sendt væk i sikkehed for vores onkel, i mens blive jeg sammen med mor og far i vores hjem ind til jeg blive 6 år. Så angreb min onkel os og dræbet min far og skildte mig fra min mor og holde mig som slage i, over 8 år før nogen fik mig befrit fra ham " sagde Hinana

kender du navnet kurama?" spurgte han og så på hende. han rejste sig og rystede halen for støv. "Hm, min amour smider mig i bad igen, hvis hun får fat i mig" mumlede han og grinede, på den samme måde som hans far altid havde grinet

" min far var en Kurama. Han var meget led og kold over for mig " sadge Hikana og så gysen på ham da han, grinte det sammen grin som hendes far af og til grinte en gang Hikana så ned i jorden. Og begyndte at græde igen hvor var hendes mor og hendes bror henne, var de overhovedt i live mere eller var hun helt alene i verden nu

min far Yikono Kurama var en skid, nær sin bror Yoro, men ellers var han kærlig, jeg husker min far fik et flip, en dag han så yoro ryste mig, fordi jeg er Yoko også, " sagde han og så mod himlen. han bar sin fars medalion, den havde han fået om halsen, da det var at han blev storebror

" jeg ved ikke hvad min far hed. Men min mors navn kendt jeg Jyi hed hun og hun var det kærligste, jeg kendt bårt set fra min storebror han passe på mig en dag far var gå fuldkomme amok. og ville hasloge mig vis ikke min storebror ha stille sig i vejen for ham havde han, sikkert slog mig ihjle den dag " sagde Hikana

hayate stivnede da han hørte navnet. "JYI! Det er min mors navn,!" udbrød han. hans hale strittede helt. han sukkede og tog fat i sin hale for at få den ned og ligge igen. "Hvorfor skal min hale altid stritte sådan" sukkede han.

" min mor kaldt mig altid Hina eller Kana. Men mest mit fuldenavn min far bruger aldrig min fornavn kom mit mellemnavn, jeg ville ikke brug mit efternavn jeg vil ikke knydte til min far. Efter min bror blive sent i sikkehed begyndte hans had at vokse sig støre og støre for, være dag der gik " sadge Hikana og fandt sin bøste og rette på hans hals

hayate tog et billede fra sin lomme og viste hende det. det var et billede af ham, hans far, mor og hans lille søster. "Dette er min familie, kurama familien" sagde han. han så på hende, den sidste der havde redt hans hale var hans mor, og det var mange år siden nu

Hikana så på billede. Og så græden hun igen det var for meget for hende da hendes sind var meget skrøbelig, efter alt den smerte som deres onkle ha påført hende i gemmen 8 lange og smertefulde år. Hun så på ham og fik et slages tilbage salg hun falde bag over og lå bare, og stire lige ud i luften i mens tåren trille ned af hendes kinder

hayate tog hende op i sine arme og holdt hende ind til sig for at trøste hende. "Fortæl hvad der går dig på, måske kan jeg hjælpe dig" sagde han venligt. han fjernede hendes tårer med en finger, og holdt en smuk sølv rose mod hende. han havde altid brugt roser som våben og som en måde at trøste på

" det billede minder mig. Om min familie min far,mor og storebror og mig selv jeg var kanp 2 måneder, gammel da min bror forsvandet ud af mit live jeg han kun en ting efter ham og det er. Mit armbånd han laver af sine egen halehår og lag den i min vugge den nat han forsvandt " sadge Hikana,

han tog det. "Hale hår, og snoet rose blade hvis jeg ser rigtigt, sært jeg lavede det samme til min lillesøster før min mor sendte mig væk fra huset. hvad var jeg, jeg tror jeg var, ca fem år gammel den gang" sagde han og gav hende det igen.

" men inde i mellem. Er der en lille perle i blå som min bror satte i den ind han blive sendt væk, Og jeg så han ikke siden den gang og det er 13 år og 10 måneder siden jeg så ham sidst. Så jeg fryget at der er sket ham noget eller han ikke vil kendes ved mig mere efter, så mange og lange år væk fra hinanden " sadge Hikana

han tog en blå perle fra lommen. "Som denne her Hina" sagde han og grinede. han havde genkendt hende. men han ville se om hun kunne regne ud hvem han var. *hun er blevet stor, og smuk* tænkte han og smilede og logrede

" Haya er det dig. Storebror " sagde Hikana og kaste sig frem i mod ham hun ville være i hans arme igen, For uden ham havde hendes verden ikke være glad eller lykkelig på nogen måde. Og var så glad for at se sin bror i live og var blive så store og stærke som aldrig før, Hina lindte sig selv bådt set fra hun var blive støre,ælder og smukker

ja det er mig hina, du ved ikke hvor længe jeg har ledt,men folk jager mig fordi jeg er yoko" sagde han og knuede hende ind til sig. tårer løb ned af hans kinder, for han havde virkelig savnet hende rigtig meget. han kyssede hendes pande. han var så glad for at se hende igen