Genforenet . Hikana - privat

"Hina hvordan skal jeg dog fortælle far, at jeg selv skal være far" hviskede hayate ind i hinas øre. han var nervøsm for hvordan deres far og onkel ville regere p at hayate ventede barn med en 16 årig pige

" jeg skal nok fortælle far det. For dig men ikke før onkel er væk " sagde hina svaget og stille, såre efter chipen blødte en smule og noget gult snask kom også ud af såret i Hina´s nakke. Hun sagde ikke et kny lige nu men smerte var det og den var meget stærk

hayate vaskede det. men han var allerede overbeskyttende som en far skulle være, og det kunne alle og enhver se. hayate vidste ikke det selv. lige nu ville han bare passe sin søster. han så på deres onkel og knurrede

Hina så på sin far og bror.og med et følde hunsig meget tung og træt men hvad skete der med hende, det var som om hendes onkel havde givet hende noget som gjorde hende svimmel og utilpas. og efter får minuter sank hun bevistløs sammen på jorden foran sin storebror,

en fars aura lyste fra hayate. han løftede hina op og bar hende i sikkerhed. han lagde hende et blødt sted. han villede lade deres far og onkel kæmpe mod hinanden, for hayate ville tage sig af sin søster for en hver pris

Hina havde det ikke godt. I mens sloge deres far og onkel mod hinanden Hina var en meget lille og skrøbelige, pige på 14 år hun kunne ikke holde til sog meget som deres onkel trot hun kunne. Så han havde flere gange forsøget at snithe hende i armne

hayate så på deres far og onkel. han tog hina ind i sine arme og healede alle hendes sår. hans aura lyste stærkt. så stærkt at den stoppede deres fars og onkels kamp. hayate vidste det ikke. men hans aura afslørede at han skulle være far

deres onkel stak af. Og lode dem være i fred Hina lå i sin storebrors arme hun så meget svage og lille ud, hun havder være meget syg i gemmen sit live hun linde mere en poselænsdukke. Så skrøbelig så hun ud hndes hud var bleg og svedig

hayate tog en grøn rose og overførte alt hinas smerte over i sin egen krop. han smilede da han havde fjernede det fra hina. "Få nu hvilet dig hina" sagde han og satte den grønne rose i sit hår.den forsvandt, og han sank på knæ

Hina faldt i søven med hovedt. laget på sin storebrors brystkasse hun var så træt og så svage af det var svære at se om hun ville komme sig helt igen eller ej men lige nu var hun glad men træt. Det kunne man se på hendes ansiget hun smilede svaget i søven

han så på deres far. blod løb fra hayates mund. sår dukkede op på hele hans krop. han så meget syg og træt ud. *bare ikke far finder ud af jeg skal være far* tænkte han. han begyndte at hoste ret slemt. han sænkede sine øre og sukkede dybt

Hina sad ind til sin storebror. Og sove hun var også meget syg hun ønske at deres mor ville komme og tag sig af dem, som den gang de var små Hina var stadig væk kun et barn og havde brug for, både sin far, mor og storebror for at ha sin familie

hayate lagde sig i græsset. han kunne ikke stå med sine sår. han var for træt. så han kunne ikke engang få healings rosen frem. *Vil jeg virkelig dø sådan her* tænkte han trist og lukkede sine øjne. en tåre løb ned af hans kinder

Hina kunne også lade en Healen rose. Vis det avr nødvendig og hun laver den til sin bror for at hjælpe ham så han kunne se, sit eget barn blive født og for et godt live Hina lager bladen på sin brors sår og lode dem healde sammen.

han var udkørt, så han opdagede det ikke. han tænkte hele tiden på dem han havde kær. han tænkte på amour, og deres lille der var på vej. han åbnede sine øjne og så på hina. "Sikke et skvat jeg er" sukkede han

" du er ikke noget skvat storebror slet ikke " sagde Hina. og hjalp ham op og sidde igen i ens hun undersøget der hvor han, hade haft alle de sår som nu var helt væk kun små ar var tilbage. men arne var så småat de næsten ikke kunne ses over hovedt